Af Lasse Momme Jessen

3000 uledsagede flygtningebørn på en græsk ø. Det punkt har fyldt dagsordenen i flere danske kommuner de seneste uger. Kommunalpolitikere i 32 danske kommuner har diskuteret, om de skal lægge pres på Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye og gøre det klart, at de står klar til at modtage nogle af børnene.

Tirsdag aften gik det for sig i Favrskov Byråd. Et rungende nej blev det: 23 stemte imod og kun 2 stemte for – forslagsstillerne fra SF og Enhedslisten. Borgmester Niels Borring skulle ikke skrive til ministeren.

Et af de 23 byrådsmedlemmer er Charlotte Green fra Konservative. Hun mener ikke, at det er en del af kommunens opgave at lægge pres på en minister i et udenrigspolitisk spørgsmål.

”Hvorfor skal ministeren have et pres fra kommunerne? Man må gå ud fra, at regeringen er fuldt ud oplyst om problemet, og så er det deres opgave at tage initiativ derfra. Jeg kan ikke se, at kommunen har nogen som helst rolle at spille i det her,” siger hun.

”Folketinget skal ikke sige nej for vores skyld”

For et par uger siden var et lignende forslag til afstemning i Sønderborg Kommune. Forslaget var stillet af den socialdemokratiske borgmester Erik Lauritzen, og han fik et ja fra sit byråd: Skriv et brev til ministeren.

”Vi har i vores brev anerkendt, at det er folketingets beslutning, men vi vil ikke lægge skjul på, at vi synes, man skal hente nogle af børnene til landet,” siger han.

Erik Lauritzen gør samtidig opmærksom på, at integrationen af de uledsagede flygtningebørn vil blive en kommunal opgave, hvis de alligevel bliver hentet til Danmark.

“Vores budskab fra Sønderborg er, at folketinget ikke skal sige nej for vores skyld. Vi kan og vil gerne tage den opgave på os,” siger han.

Charlotte Green anerkender, at en mulig integration af flygtningebørnene vil blive en kommunal opgave.

”Hvis vi får en sådan opgave, er jeg selvfølgelig motiveret for, at vi kigger på, hvordan vi løser den, men jeg mener ikke, at det er os, der skal tage initiativ,” siger hun.

Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye har flere gange afvist at hente nogle af flygtningebørnene til Danmark.

Charlotte Green, byrådsmedlem i Favrskov Kommune, forklarer her, hvorfor hun ikke mener, det er en kommunal opgave at hente børnene til Danmark. Se videoen og hør, hvorfor borgmesteren i Sønderborg ikke er enig:

Af Lasse Momme Jessen

Der er stille i retssalen. Faktisk så stille, at man kan høre resten af tilhørernes åndedrag. Den psykisk syge mand, der er tiltalt for vold og trusler mod sygeplejersker og læger, er ikke dukket op. Der bliver sendt en taxa afsted til Regionspsykiatrien i Herning for at hente ham. Imens træffer dommeren en beslutning om, at lade vidnerne afgive forklaring.

En kniv og to spark i hovedet

En læge er den første til at bryde stilheden. Han er tydeligt nervøs og kigger sig omkring, inden han tænder mikrofonen og går i gang med at forklare om en episode på Psykiatriens Hus i Silkeborg. Manden var svært syg, og hans tøj var tilsmudset i urin og madrester. Lægen mente, at det ville være uforsvarligt at lade ham være i fred. Derfor forsøgte han at tale med den psykisk syge mand. Det var manden ikke interesseret i og trak i stedet en dolk. Han pegede den mod lægen, mens han efter sigende sagde: ”Så kan du tage den her og sprætte mig op indvendigt.” Lægen opfattede manden som meget truende og alarmerede derfor hurtigt sin kollegaer. Han kom ingenting til.

Knap så heldig var en afdelingssygeplejerske fra Regionspsykiatrien i Viborg, der sætter sig som den næste på vidnebænken i retssalen. Hun forklarer, at de andre patienter var bange for den psykisk syge mand, når han gik rundt i opholdsstuen. Derfor besluttede personalet i fællesskab at isolere ham og give ham medicin. Under isolationen lykkedes det manden at slippe væk fra sin stue, hvorefter han med hævet hånd løb truende ned ad gangen mod sundhedspersonalet. Afdelingssygeplejersken hørte tumult fra sit kontor og satte efter den psykisk syge mand, der endte i karambolage med sundhedspersonale for enden ad gangen. I kampens hede holdt manden en cardigan over afdelingssygeplejerskens hoved, mens han sparkede hende to gange med sit knæ. Det lykkedes sundhedspersonalet at få ham under kontrol ved fælles kraft, og afdelingssygeplejersken slap med en rift ved øjet og et par forstuvede fingre.

Grove trusler under bæltefikseringer

De andre vidner er knap så sikre på ordlyden af mandens trusler. Det skyldes at sagen er helt tilbage fra 2016. Vidnerne beskriver dog alle manden som svært syg, dybt utilregnelig og meget vred. En sygeplejerske beskriver ham som ”en bombe”. Hun har aldrig oplevet en sådan grovhed før. Ifølge anklageren skulle den psykisk syge mand have truet hende med ordene: ”Jeg håber, at der er nogen, der slagter dig, når du har fri.”

De resterende trusler, som manden er tiltalt for, er i samme toneleje. Mens en sygeplejerske var ved at bæltefiksere ham i Regionspsykiatrien i Vejle, skulle han ifølge anklageren have sagt: ”Jeg slår dig ihjel din luder. Jeg flår dine indvolde ud, hvorefter jeg æder dem.” En SOSU-assistent fortæller, at han blev truet med ordene: ”Når jeg kommer ud herfra, er der to børn mindre i verden”. Til politiet på dagen for episoden havde SOSU-assistenten forklaret, at manden sagde: ”Først voldtager jeg dig, så voldtager jeg dine børn, hvorefter jeg hænger dem.”

Den psykisk syge mand selv har ikke tænkt sig at tage med taxaen til retten i dag, og derfor udsættes sagen på ubestemt tid. Anklageren vil have manden dømt til tvangsindlæggelse.

Af Lasse Momme Jessen

I horisonten lysner de gule marker. Landskabet er bakket. Der er fare for rådyr. Husene bliver færre. Vejen bliver mindre. Bussen ankommer til Hedensted Kommune. Et byskilt tegner sig frem. Barrit står der. Lidt længere fremme står Gitte. Hjemme ved hende er veninden, Gitte, gået i haven. Der står hun og venter. Indenfor står kaffen klar. Som den gør så mange andre gange. I hvert fald en gang om ugen. Mindst.

De to veninder sætter sig i den lille udestue. Solen stråler ind ad det store glasparti. Gennem ruderne kan man se ud over de grønne og gule marker. De snakker, og de snakker. Og når de stopper med at snakke, går de hjem, og så starter samtalen igen næste gang. Lige der, hvor den sluttede. I dag er der varme hveder på bordet. Der er marmelade, ost, smør, pålægschokolade og en hjemmebagt drømmekage. Gitte Iversen på 57 år har stillet det hele klar. Og hendes drømmekage er virkelig god. Det synes Gitte Hansen på 52 år. Hun kan ikke bage ligeså godt. De snakker om strikkeklubben, der vist mere er en snakkeklub. De snakker om de gange, hvor de er stødt ind i hinanden på ferier. Lidt tilfældigt. Der eksisterer ingen fotografier af dem sammen, for det er altid den ene, der tager billederne. Ikke engang fra dengang, hvor de var i den der partygade i Tyrkiet. De hyler af grin. Gitte er for resten ikke så god til at lave sovs, og det er ellers også en rigtig god historie. Og så var der også dengang, hvor Gitte Hansen havde nyresten, og Gitte Iversen på mystisk vis løftede hende op fra gulvet. Gik 10 skridt ind til sygeplejersken, hvor hun lagde hende på en båre, indtil lægen tog over. Han var også godt forvirret over navnene. Gitte og Gitte. De griner. Der dufter af nybrygget kaffe. Og af et 20 år langt venskab, som måske startede dengang Gitte Iversen blev meldt ind i borgerforeningen uden at være med til mødet. Eller måske kom det bare lidt hen ad vejen. Sådan stille og roligt. Og så er der det, som man ikke kan lade vær med at snakke om. Corona. I deres arbejde som folkeskolelærere kan de sparre lidt om nødundervisningen. ”Man må gerne stjæle,” grines der. ”Det er jo to forskellige skoler. Det kan de da intet vide om.” De griner igen.

Men så var der også dengang, hvor Gitte Iversen fik konstateret tarmkræft. Der gik Gitte Hansen i chok. Hun var jo hendes klippe. Og der var dengang, hvor Gitte Hansens mor var på hospice, og Gitte Iversen på vej hjem spurgte: ”Har du lavet mad?” Et venskab kommer ud for lidt af hvert.

Gode venner

Gitte og Gitte kan ikke sætte et starttidspunkt på deres venskab. To ting er sikkert: Kaffen var der altid, og de er i hvert fald gode venner.

Men hvad er et godt venskab egentlig? Jonas Holst, PhD i filosofi og idehistorie, nuværende underviser i etik og æstetik på San Jorge Universidad i Zaragoza i Spanien, har i mange år beskæftiget sig med netop det spørgsmål. Han blev PhD på en afhandling i venskabets etik, og forklarer, at et venskab indebærer, at man har erfaret og oplevet noget over længere tid.

Der skal mere til end tid, gør han samtidig klart. Et bord for eksempel. Over bordet kan man opbygge de to værdier, som lægger fundamentet for ethvert venskab. Tillid og respekt. Det har man gjort i alle tider. Allerede i antikkens Grækenland var bordet det sted, hvor man lagde våbnene fra sig og i stedet talte sammen. På den måde viste man tillid og blottede sig en smule. Ved bordet er man generøs og giver noget til den anden uden at forlange noget igen.

”Det gode venskab kan det der med, at man får meget givet. Meget mere end man ville have kunnet give sig selv. Man viser omtanke og tænker på den anden,” siger Jonas Holst.

I et venskab kender man hinanden rigtig godt. Man har fortrolighed med og tillid til hinanden. Og den helt gode og nære ven eller veninder besidder også en anden egenskab. Empati. Det fortæller Lise Stampe Møller Jørgensen, der er psykolog ved Kræftens Bekæmpelse og specialist og supervisor i psykoterapi. ”Det at man i sig selv kan mærke, hvordan den anden har det. Den gode, nære ven kan selv mærke, hvor ked af det, den anden er.”

Men det helt gode venskab kommer først frem, når man har vist sider af sig selv i situationer, hvor man har været ude på dybt vand. Ved at tale om det og hjælpe hinanden med at komme ud af det, kan et venskab bliver dybere, forklarer Jonas Holst og siger så: ”Man kan måske endda opleve at blive sjælevenner.”

Så gik jeg til Gitte

Solen stråler stadig ind ad vinduerne i udestuen. Gitte Iversen har fået tårer i øjnene. Det er kemobehandlingens skyld, men det ved Gitte Hansen godt, for sådan plejer hun slet ikke at være. Så hun kigger bare lidt væk for ikke også selv at begynde.

Over bordet falder fortællingerne nu på dengang i oktober 2018, hvor Gitte Iversen fik konstateret tarmkræft. Mens hun beskriver forløbet, er det, at hun bliver rørt, så Gitte Hansen tager lidt vægt fra skuldrene og fortæller om sine egne følelser:

”Det var et chok for mig. Gitte har altid stået for mig som sådan en, der bare kunne alting. Gitte var jo min klippe. Jeg var så ked af det. Jeg kan faktisk huske, at Gitte trøstede mig på et tidspunkt, fordi jeg næsten var mere ked af det, end hun selv var. Jeg tænkte hele tiden på, hvis nu der skulle ske hende noget. Det var bare ikke rart, for hun er jo min støtte. Hun skal jo være stærk. Den, der passer på mig.”

Fem uger efter diagnosen er Gitte Iversen blevet opereret, og Gitte Hansen besøger hende på sygehuset. ”Vi omfavner hinanden og græder, indtil Gitte så siger, sådan som du nu plejer at sige, at så, nu er det vist godt.” Gitte kigger på sin veninde. I maven på vej hjem havde hun en tomhedsfornemmelse. ”Jeg kunne godt lige tænke mig, hvis jeg havde fået en seng, så jeg kunne sove lige ved siden af hende,” siger hun så. ”Det har vi da aldrig prøvet før, har vi?” lyder det fra den anden side af bordet, og der grines kærligt mellem tårerne.

I den tid var de meget sammen. Gitte Hansen kom hver gang, telefonen ringede. Hver gang. ”Det var så fint altså,” siger Gitte Iversen og fortsætter: ”Jeg gik til Gitte. Hun kender mig jo bare så godt. Der er jo altid nogle ting, man ikke snakker med sin mand, sine forældre og sine børn om. Selvom Gitte er tæt på, er hun alligevel den, der er udenfor. Man kan sige alt til hende.”

Fortællingerne i udestuen falder også på de gange, hvor det er Gitte Iversen, der har ageret klippe over for Gitte Hansen. Man fornemmer taknemmeligheden for sin veninde, mens Gitte Hansen fortæller historien. Tiden skal spoles et par måneder tilbage. Hendes mor er syg med kræft. Gitte har været ude og besøge hende på hospice, og som så mange andre gange før er hun først på vej hjem ved syv-tiden om aftenen. Moren har talt i vildelse om hjemmehjælpere med hunde og om 2. verdenskrig. Gitte er blevet skræmt. Hun har brug for at tale med nogen om det hele, for hun er så ked af det. Børnene derhjemme har svært ved at kapere det, så hun ringer til Gitte Iversen via systemet på vej hjem i bilen.

At komme styrket ud sammen

De nære venner er vigtige, for at kunne dele sine tanker og overvejelser, fortæller Lise Stampe og understreger, at de især er vigtige, når man bliver ramt af sygdom eller sorg.

“Det kan være rigtig godt at se sig spejlet i nogle andre, som siger, at det kan jeg godt forstå. Det kan gøre, at man ikke føler sig alene. En veninde, der bare er oprigtig og er der for en, og en som man ikke har praktiske gøremål over for, betyder, at man har mulighed for at vise, hvor ulykkelig man egentlig er. Det kan løfte noget af vægten fra skuldrene. Selvom det kan være svært for veninden at være i, og hun føler sin egen magtesløshed, så støtter hun enormt meget mentalt.”

Det at have en nær ven kan give ekstra luft eller være en hjælpende hånd. Først og fremmest kan det dog give en dybere adgang til sig selv, fortæller Jonas Holst og uddyber: ”Man kan stå i en situation, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre, og så ender det med, at man får et så godt råd fra veninden, at man tænker, at uden hende, kunne jeg ikke have gjort det der selv. På den måde lærer man også sig selv bedre at kende.”

Når livet gør ondt, kan venskabet komme ud styrket eller svækket på den anden side. Det afhænger af, hvad der sker mellem vennerne. ”I de situationer får man også ofte en bedre forståelse for, hvem der er ens nære venner. Det viser sig ofte, at nogle rykker tættere på, mens andre rykker længere væk,” fortæller Lise Stampe. ”Og hvis man har en oplevelse af, at ens ven tør være der med en i de svære situationer, er det styrkende for venskabet, for lige meget, hvad der udfordrer mig, så er min ven der.”

Venskaber, der bliver styrket, kan komme ud med flere ressourcer på den anden side, som de kan trække på fremadrettet. ”Der er en grundlæggende fortælling om, at når man klarer det sammen med et andet menneske, kommer man styrket ud af det sammen,” siger Jonas Holst og giver et eksempel fra boghylden. Ringenes Herre.

”Bilbo og Gandalf er ude på en rejse og kommer ud for lidt af hvert. Der er det jo så lidt heldigt, at Gandalf er troldmand og ofte klarer skærene, men Bilbo hjælper faktisk også Gandalf. De klarer altså situationer, hvor livet har været på spil sammen. Det styrker deres venskab, fordi de føler, at de kan mere sammen end hver for sig.”

En selvvalgt familie

Der bliver hældt endnu en kop kaffe op i et af krusene. Gitte Hansen fortæller videre om dengang, hun var på vej hjem i bilen fra sin mors hospice: ”Så siger Gitte i telefonen: ’Har du lavet aftensmad?’ Nej. ’Har du tænkt på, hvad I skal have?’ Gitte ved godt, at hvis jeg ikke laver mad, bliver der ikke stillet så meget på bordet. Nej, jeg tænker, jeg køber nogle burgere inde på McDonalds, svarer jeg. ’Nej, det kan I ikke få hver dag,’ siger Gitte så, for hun er altid så praktisk. ’Nå, men jeg har lavet hjemmelavet Pizza og salat,’ siger hun. ’Kom over og hent det.’”

”Så stod hun der i indkørslen og stak det ind ad bagagerummet, og gav lige en krammer ind ad vinduet.” Hun smiler. ”Det er bare sådan, Gitte hun er. Der tænkte jeg: ’Fedt at have sådan en veninde.’ Jeg behøvede ikke være i taknemmelighed eller gøre gengæld. Jeg skulle ikke komme med mad næste dag. Det betød uendeligt meget.”

Gitte Iversen forklarer: ”Selvom man føler, at der er et tomrum eller har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det føles at miste sine forældre, så kan man føle, hvor ked af det den anden er. Og jeg kunne jo se det og prøvede at gøre det, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke tage sorgen væk. Men jeg kunne hjælpe så meget, som jeg kunne.”

For et halvt år siden blev den samme Gitte erklæret rask. Nu er hun tilbage på fuld tid. Gitte Hansens mor gik bort for to måneder siden. Hun vil gerne tale om hende på den der lidt spirituelle måde. Hendes børn synes, hun er lidt for mærkelig, når hun gør det derhjemme, men med Gitte er det noget andet. De tror begge på, at der er lidt mere mellem himmel og jord. De griner. Og så går snakken igen. De snakker, og de snakker. Der er ikke meget, de kan blive uenige om, ”men ved du hvad, Gitte? Jeg tænkte faktisk på en ting, vi var uenige om. Politik.” ”Ja, det er rigtigt. Der er vi ikke enige”. Men det er vist også det. Andet er de ikke uenige om. De snakker videre. Om de gange, hvor Gitte Hansen har smidt, hvad hun har haft i hænderne og kørt Gitte Iversens datter ned på arbejde i isen, fordi mor ikke lige var hjemme. Og de taler om alle de ting, de begge to godt kan lide. Varme, ferie, smarte drinks.

20 års venskab. ”Tænk engang, at vi har været venner i 20 år. Det er faktisk lang tid. Det er slet ikke til at forstå.” ”Og når man tænker tilbage på 20 år, så vil man helst tænke tilbage på alle glæderne, men vi har jo også været igennem mange sorger. Der synes jeg, at når man kan dele det med et andet menneske, så får man også et tættere bånd. Et stærkere bånd,” siger Gitte Hansen så med en alvor i stemmen. ” ”Vi er den familie, som vi selv har valgt,” siger Gitte Iversen.

Og så falder snakken tilbage på det, man ikke kan lade vær med at snakke om. Corona. Gitte Hansen kunne slet ikke forstille sig, hvis hun ikke skulle se Gitte i seks uger, og da de fik at vide, at man skulle forsøge at være så meget hjemme ved sin familie som muligt, og ikke ses med andre, ja: ”Så var det bare at vi kiggede på hinanden, og sagde, nu er det i hvert fald, at vi er familie.”

Omsorgssvigt. Camilla har aldrig haft den familie, som hun har haft brug for. I stedet har hun stået alene i en verden fyldt med svære tanker, dårlig selvtillid og angst.

Lasse Momme Jessen

Jeg møder Camilla Greve Knudsen på 23 år første gang over en videoforbindelse. Hun sidder i en sweater på den anden side af et kamera. Da vi taler om hendes tidligste år, falder hun pludselig lidt sammen og lader hagen hvile i hånden, mens hun kigger væk med store, opslåede øjne. Sådan stirrer hun et øjeblik.

”Jeg vidste ikke, hvad der foregik dengang. Jeg var bare ked af det og undrede mig over, hvor hun var. Jeg blev ved med at spørge min mormor og morfar, hvornår hun kom, men det kunne de jo ikke svare på.”

Det er sommerferie i sjette klasse, da Camilla er på besøg hos sin mormor i Odense, og hun kommer hjem. Mor. Hun har travlt med at komme ind på et værelse, og Camilla ender foran en lukket dør. Pludselig siger mor ikke længere frustreret vent lige fra den anden side. Så hun træder ind. Finder sin mor liggende i sengen. Helt flad, som en, der har lagt sig til at putte. Ligger der bare. Påvirket af stoffer.

Der følte jeg mig virkelig elsket

Da Camilla er lille, kan hun ikke svømme, så hun sidder på skuldrene af sin morfar med store dykkerbriller. Så kan hun se korallerne, mens han svømmer rundt 150 meter fra 80’er gardinerne på Hostal Zurich i den catalanske kystby Sant Feliu de Guixols med en boulevard så grøn, at man ikke kan se vejen for bare træer.

Ved tanken om de mange minder med sin morfar, sidder hun med oplyste øjne og smil på læben på den anden side af kameraet.

”Der følte jeg mig virkelig elsket. For min morfar var jeg bare englen. Jeg var hans yndlingsbarnebarn.”

Han dør af kræft, da Camilla går i fjerde klasse. I ham og mormor har hun haft det forældrepar, som hendes egne forældre ikke kan være for hende. Mor er misbruger og er det stadig i dag. Far er fra det samme miljø og dør, da hun er syv år gammel. Derfor bor hun hos sine bedsteforældre indtil det år, hvor det hele pludselig tager fart.

Jeg har været meget ked af hos min moster

Det er 2001, og Camilla, mormor og morfar er igen på tur til Hostal Zurich, men noget er ikke som det plejer. De opholder sig kun indenfor. Lyset er altid slukket. Bedsteforældrene holder øje. De er på flugt fra kommunen, der vil tvangsfjerne Camilla. Forklaringen? De er for gamle til at tage sig af hende.

Et langt spil, en anholdelse af morfar, lange køreture, en retssag og en pige på fem år senere ender det med et kompromis. Kommunen får fjernet Camilla, men familien får lov at beholde hende hos dem. Hun skal bo hos sin moster i Aarhus.

Her får Camilla det svært. Hun føler sig helt alene med alt det, der rører sig indeni hende. Det er ikke så lidt. I skolen har hun det ikke godt. Hun trives ikke og føler ikke, at hun passer ind. Hun kan ikke forklare de andre børn, hvorfor hun bor hos sin moster. Hun føler sig som taberbarnet. Den man ikke gider være sammen med, fordi hun kommer fra et sted, som de andre ikke kommer fra. Hun tror, at de andre synes, at hun er mærkelig. De er efter hende. Hjemme hos moster kæmper hun med fætrene om opmærksomhed.

”Jeg var meget trist, sur og ensom som barn, og derfor snakkede jeg nogle gange grimt til de andre børn i skolen. Det fik min moster jo selvfølgelig at vide, og så fik jeg skæld ud. Jeg tror bare, at det, jeg havde allermest brug for, var, at nogen lagde mærke til mig.”

• 

• 

Mosteren gør det bedste, hun kan, men Camilla har brug for ekstra omsorg og opmærksomhed. Den tid har mosteren ikke. Mosterens mand skælder ud, hvis hun laver fejl i lektierne eller sover til middag. Hun føler sig ikke tryg. Måske det er derfor, hun ikke kan fortælle om sine følelser. I de store klasser ønsker hun bare, at hendes forældre er der. Hun er ked af det.

Camilla går på fem forskellige ungdomsuddannelser, inden hun gennemfører sin HHX som 21-årig. Tiden er fyldt med tvivl og dårlig selvtillid. Hun føler ikke, at hun passer ind nogen steder.

”Jeg havde ikke lyst til at prøve, for jeg følte ikke, at de kunne lide mig. Og det kunne godt være, at de faktisk kunne. Når man har haft en barndom som mig, så orker man bare ikke at kæmpe. Det er nemmere at sige fuck det.”

På videoforbindelsen tænker hun lidt over, hvad der er grunden til den dårlige selvtillid, og siger så:

”Jeg har ikke følt, at der har været nogen, som har troet på mig. Sådan en støtte havde jeg ikke. Jeg var bare helt alene med det.”

• 

Jeg har manglet nogen, der kun var der for mig

Juleaften, 2019. Det dufter af brændt flæskesteg i mosterens nybyggede hus i Vejle. Stemningen er anspændt. Bordet er fyldt med brune og hvide kartofler, med rødkål, med medister og mennesker med hver deres problemer. Camilla sidder for bordenden af den familie, som hun aldrig har følt sig tæt med, da hun bliver klemt i sin hals. Føler sig kvalt. Får det varmt. Feberagtigt. Sveder. Kan ikke trække vejret.

Det er ikke første gang Camilla får et angstanfald. Hun tror, hun har haft det i små doser som yngre. Første gang, hun for alvor mærker det, er, da hun stopper på frisøruddannelsen, og tilværelsen pludselig er uvis. I dag findes der stadig aftener, hvor hun kan ligge i sin seng og tænke, det hele er noget lort. Men det er kun en gang om måneden.

”Mange af de ting, jeg oplevede som lille, sidder stadig i mig i dag. Jeg har svært ved at stole på folk. Jeg er god til at hive mig selv ned og hurtig til at tvivle på mig selv. Når jeg drikker, er der nogle punkter, som vi ikke kan snakke om, for så bliver jeg bare hende, der sidder og græder til hele festen. Det kan være min opvækst. At jeg ikke har nogen forældre. At jeg kan føle mig helt alene i verden.”

Camilla er ikke sur på sin mor. Hun er snarere irriteret. Hun har talt om alt der her mange gange før. Bearbejdet det. Hun er blevet bedre til at håndtere sine følelser og har lavet en opmuntrende speech til sig selv, som hun bruger, når tankerne flyver i de forkerte retninger. Hun er anderledes, og det er godt. Hun er på vej videre.

Inden vi slukker for kameraerne, spørger jeg, hvad det bedste, der kunne være gjort for hende, er. Så svarer hun velovervejet.

”Kommunen havde jo valgt, at jeg skulle bo hos en anden familie. De havde fundet en til mig, hvor forældrene vist nok var skolelærere og ikke havde nogen børn. Det havde været bedst for mig. Jeg har manglet nogen, der kun var der for mig igennem mit liv. Hvis jeg havde haft det, tror jeg ikke, at jeg havde tvivlet lige så meget på mig selv.”

Af: Lasse Momme Jessen

Man kan høre grinene fra børnehaven på den anden side af hækken. Tæt ved den hvidkalkede kirke sidder en mand på knæbeskyttere og planter påskeliljer under et stort træ. Oppe fra den stråtækte sognegård kommer graver Finn Matzen tøffende med en trillebør fyldt med stedmoderblomster, der skal plantes ud. Han og kollegaen Torben er netop blevet færdige med at fjerne 2,4 tons gran, der har ligget og pyntet hele vinteren. Nu er det tid til forår og blomster.

Finn Matzen på 62 har været graver ved Hjortshøj kirke i 15 år. For 41 år siden blev han trukket fra Sønderborg til den lille landsby nordøst for Aarhus af en landmandsdatter, der i dag er hans kone.

Han stiller trillebøren fra sig og viser rundt på kirkegården, mens han peger stolt i alle retninger. Deroppe er der en slags gravsten, og dernede en anden. Han fortæller om, hvordan han elsker, når børnene kommer og får rundvisning på kirkegården. Han fortæller om stedmoderblomster, om at være udenfor og nyde naturen.

”Meget af det arbejde, vi laver, er det samme som det, folk laver hjemme i haven. Luge, klippe hæk, plante blomster,” fortæller Finn

Men Finn skal mere end det. Han skal lægge an til gravsteder, være med til bisættelser og begravelser, fylde hullerne med jord og snakke med de pårørende om deres sorg. Døden fylder i livet som graver.

At være graver i en landsby

Der bor 3669 mennesker i Hjortshøj. Det kan en graver mærke.

”Folk kan komme og ringe på, hvis deres pårørende er sovet ind. Det skal være nu, at de skal have et sted, hvor han eller hun skal jordfæstes. Men der er også fordele. Man behøver ikke at stå så tidligt op,” griner Finn.

Alligevel er den tætte kontakt til de pårørende også noget af det bedste ved at være graver i en lille landsby. Finn stiller sig til rådighed for de pårørende, så de kan læsse af hos ham. Han lytter og tager imod.

”Med tiden får man et familiært forhold til dem, og man kan begynde at lave lidt ’ping pong’. Jeg har da fået en tre-fire venner ud af det. Men nu har jeg jo også ry for at være et værre snakkehoved,” siger han med tyk, sønderjysk accent.

Det er tydeligt, at Finn holder af at snakke. I de år, hvor han spillede volleyball med andre mænd fra Hjortshøj, var det tredje halvleg, øl, Gammel Dansk og af og til bare en kop kaffe, der betød allermest. Volleyballklubben udviklede sig til et tæt fællesskab, og der kom mange nære venner ud af det. I dag er halvdelen af holdet blevet lagt i jorden. For tidligt.

”Når man er 90, har man levet sit liv. Når man er 50, har man stadig livet foran sig. Hvis man så kender vedkommende, man skal lægge i jorden, så er der endnu flere følelser involveret, og jeg begynder at tænke på livet, og på at jeg skal nå det hele. Især når det er en på min egen alder.”

Døden minder en om livet

Selvom Finn har lært at skille det professionelle fra det private, når han skal lægge folk i graven, bliver han alligevel rørt ved tanken om volleyballklubben. Hvis det bliver for meget for ham, læsser han af på de gode kollegaer eller konen derhjemme. Det vigtigste er altid at bevare det gode humør.

Så stopper han op foran et gravsted og hiver en selvopfunden talemåde ud af ærmet.

”Vi plejer at sige, at det koster en pakke cigaretter om måneden, så passer vi gravstedet,” griner han.

Finn ved godt, hvad der skal ske med ham selv den dag, han dør. Han har ikke noget problem med døden, og den husker ham på at leve lidt vildere.

”50 procent af det, vi snakker om på en almindelig dag, det er døden. Der skal graves ud og afstives. Måske skal der snakkes med de pårørende. Det generer mig ikke så meget – det med døden. Og efter jeg fik jobbet, er jeg blevet mere opmærksom på at få nogle oplevelser. Jeg er kommet ud at rejse lidt mere. Jeg har været på backpacking ‘Down Under’ og i Thailand, og det er ting, som jeg først rigtigt er begyndt at gøre, efter jeg blev graver.”

Til sidst gør han holdt bagerst på kirkegården. Her står de nyplantede kirsebærtræer, der til foråret skal blomstre over de ukendtes gravsted. Han lytter til børnene, der glider videre ned ad rutsjebanen. Alle steder på kirkegården summer legen i baggrunden, og stedmoderblomsterne er efterhånden ved at være plantet ud af kollegaen Torben. Nu står de og blafrer i forskellige farver. Finn smiler.

“Folk skal føle sig hjemme på en kirkegård. Det skal være et rart sted at være.”

Af Lasse Momme Jessen

Danmark er måske ikke det oplagte land for en klatrer som Christoffer Panduro fra Aarhus, men i smilets by sørger en lagerbygning for, at det alligevel ligger lige til højrearmen.

Af: Lasse Momme Jessen

Det kan måske være svært at forstå, hvordan man får lyst til at klatre i et land, der er et af de fladeste i verden, men for Christoffer er det nemt nok. Faktisk så nemt, at det burde ligge ethvert menneske nært. En stor del af os har jo allerede prøvet det.

”Altså i bund og grund har mange mennesker jo altid klatret. Vi gør det jo fra barnsben, når vi hopper og springer i træerne. Alle kender til klatring, ” siger han.

Det var dog ikke kun bøgetræerne i børnehaven, der gav ham lysten til adrenalinsuset på væggene. Han faldt også over nogle klip på YouTube af dygtige klatrere og flotte naturoplevelser, som for alvor satte gang i hans tanker om at begynde på en ny fritidsbeskæftigelse. Det kan faktisk lade sig gøre at svinge armene på en klippevæg i bakkede Aarhus, erfarede han derefter.

Et samfund af klatrere

Christoffer klatrer for sjov og for at holde sig i gang, men han drømmer også om sagnomspundne naturoplevelser ude i verden. Et af de steder er USA, hvor kendte klatrere og folk med lysten på det rette sted valfarter til. Især Yosemite Nationalpark er kendt for sin smukke natur og gode muligheder for klatring, trekking og outdoor-eventyr.

Man behøver dog ikke tage turen over Atlanten for at få de største oplevelser, forsikrer Christoffer. Europa er nemlig spækket med gode steder. Et af dem er Frankrig, hvor Fontaine Bleu med mere end 20.000 ruter og en helt fantastisk natur er en af de oplevelser, som han selv har taget turen til.

”Det samfund, som bygger sig op sådan nogle steder, er helt utroligt. Rigtig mange klatrere slår sig bare ned og bor midt ude i skoven. Det er virkelig interessant at være i blandt.”

En lagerhal som legeplads

Der skal træning til for at klare sig i Yosemite eller Fontaine Bleu, og her er det kun øvelse, der gør mester. Der er ikke andet for end at komme i gang. Klatring er et teknisk fag, så det handler mere om teknik end om styrke.

Herhjemme i Danmark er en lagerbygning i Skejby blevet omdannet til legeplads. Hos Aarhus Boulders finder man ikke sneklædte bjerge, østrigsk alpeidyl eller skarpe klippeformationer, men der er fyldt med klatrevægge, behagelige sofaer, et lille omklædningsrum og madrasser på gulvene. Øl i baren skaber god social stemning, og de farvekoordinerede ruter gør det muligt at udfordre sig selv og sætte nye mål. Det er Aarhus’ eget lille klatrefællesskab. Selv har Christoffer ikke noget klart mål med træningen. Alligevel drømmer han om flere klatreoplevelser.

”Jeg har da selvfølgelig sådan nogle delmål og ruter, som jeg arbejder med ude i hallen, og som jeg gerne vil nå til tops på, men der er da også steder, sådan nogle klatremekkaer, i verden og Europa, som jeg gerne vil forsøge mig med, ” siger Christoffer og gør opmærksom på, at flere og flere er begyndt at klatre.