Af Lasse Momme Jessen

Der er stille i retssalen. Faktisk så stille, at man kan høre resten af tilhørernes åndedrag. Den psykisk syge mand, der er tiltalt for vold og trusler mod sygeplejersker og læger, er ikke dukket op. Der bliver sendt en taxa afsted til Regionspsykiatrien i Herning for at hente ham. Imens træffer dommeren en beslutning om, at lade vidnerne afgive forklaring.

En kniv og to spark i hovedet

En læge er den første til at bryde stilheden. Han er tydeligt nervøs og kigger sig omkring, inden han tænder mikrofonen og går i gang med at forklare om en episode på Psykiatriens Hus i Silkeborg. Manden var svært syg, og hans tøj var tilsmudset i urin og madrester. Lægen mente, at det ville være uforsvarligt at lade ham være i fred. Derfor forsøgte han at tale med den psykisk syge mand. Det var manden ikke interesseret i og trak i stedet en dolk. Han pegede den mod lægen, mens han efter sigende sagde: ”Så kan du tage den her og sprætte mig op indvendigt.” Lægen opfattede manden som meget truende og alarmerede derfor hurtigt sin kollegaer. Han kom ingenting til.

Knap så heldig var en afdelingssygeplejerske fra Regionspsykiatrien i Viborg, der sætter sig som den næste på vidnebænken i retssalen. Hun forklarer, at de andre patienter var bange for den psykisk syge mand, når han gik rundt i opholdsstuen. Derfor besluttede personalet i fællesskab at isolere ham og give ham medicin. Under isolationen lykkedes det manden at slippe væk fra sin stue, hvorefter han med hævet hånd løb truende ned ad gangen mod sundhedspersonalet. Afdelingssygeplejersken hørte tumult fra sit kontor og satte efter den psykisk syge mand, der endte i karambolage med sundhedspersonale for enden ad gangen. I kampens hede holdt manden en cardigan over afdelingssygeplejerskens hoved, mens han sparkede hende to gange med sit knæ. Det lykkedes sundhedspersonalet at få ham under kontrol ved fælles kraft, og afdelingssygeplejersken slap med en rift ved øjet og et par forstuvede fingre.

Grove trusler under bæltefikseringer

De andre vidner er knap så sikre på ordlyden af mandens trusler. Det skyldes at sagen er helt tilbage fra 2016. Vidnerne beskriver dog alle manden som svært syg, dybt utilregnelig og meget vred. En sygeplejerske beskriver ham som ”en bombe”. Hun har aldrig oplevet en sådan grovhed før. Ifølge anklageren skulle den psykisk syge mand have truet hende med ordene: ”Jeg håber, at der er nogen, der slagter dig, når du har fri.”

De resterende trusler, som manden er tiltalt for, er i samme toneleje. Mens en sygeplejerske var ved at bæltefiksere ham i Regionspsykiatrien i Vejle, skulle han ifølge anklageren have sagt: ”Jeg slår dig ihjel din luder. Jeg flår dine indvolde ud, hvorefter jeg æder dem.” En SOSU-assistent fortæller, at han blev truet med ordene: ”Når jeg kommer ud herfra, er der to børn mindre i verden”. Til politiet på dagen for episoden havde SOSU-assistenten forklaret, at manden sagde: ”Først voldtager jeg dig, så voldtager jeg dine børn, hvorefter jeg hænger dem.”

Den psykisk syge mand selv har ikke tænkt sig at tage med taxaen til retten i dag, og derfor udsættes sagen på ubestemt tid. Anklageren vil have manden dømt til tvangsindlæggelse.

Af Lasse Momme Jessen

I horisonten lysner de gule marker. Landskabet er bakket. Der er fare for rådyr. Husene bliver færre. Vejen bliver mindre. Bussen ankommer til Hedensted Kommune. Et byskilt tegner sig frem. Barrit står der. Lidt længere fremme står Gitte. Hjemme ved hende er veninden, Gitte, gået i haven. Der står hun og venter. Indenfor står kaffen klar. Som den gør så mange andre gange. I hvert fald en gang om ugen. Mindst.

De to veninder sætter sig i den lille udestue. Solen stråler ind ad det store glasparti. Gennem ruderne kan man se ud over de grønne og gule marker. De snakker, og de snakker. Og når de stopper med at snakke, går de hjem, og så starter samtalen igen næste gang. Lige der, hvor den sluttede. I dag er der varme hveder på bordet. Der er marmelade, ost, smør, pålægschokolade og en hjemmebagt drømmekage. Gitte Iversen på 57 år har stillet det hele klar. Og hendes drømmekage er virkelig god. Det synes Gitte Hansen på 52 år. Hun kan ikke bage ligeså godt. De snakker om strikkeklubben, der vist mere er en snakkeklub. De snakker om de gange, hvor de er stødt ind i hinanden på ferier. Lidt tilfældigt. Der eksisterer ingen fotografier af dem sammen, for det er altid den ene, der tager billederne. Ikke engang fra dengang, hvor de var i den der partygade i Tyrkiet. De hyler af grin. Gitte er for resten ikke så god til at lave sovs, og det er ellers også en rigtig god historie. Og så var der også dengang, hvor Gitte Hansen havde nyresten, og Gitte Iversen på mystisk vis løftede hende op fra gulvet. Gik 10 skridt ind til sygeplejersken, hvor hun lagde hende på en båre, indtil lægen tog over. Han var også godt forvirret over navnene. Gitte og Gitte. De griner. Der dufter af nybrygget kaffe. Og af et 20 år langt venskab, som måske startede dengang Gitte Iversen blev meldt ind i borgerforeningen uden at være med til mødet. Eller måske kom det bare lidt hen ad vejen. Sådan stille og roligt. Og så er der det, som man ikke kan lade vær med at snakke om. Corona. I deres arbejde som folkeskolelærere kan de sparre lidt om nødundervisningen. ”Man må gerne stjæle,” grines der. ”Det er jo to forskellige skoler. Det kan de da intet vide om.” De griner igen.

Men så var der også dengang, hvor Gitte Iversen fik konstateret tarmkræft. Der gik Gitte Hansen i chok. Hun var jo hendes klippe. Og der var dengang, hvor Gitte Hansens mor var på hospice, og Gitte Iversen på vej hjem spurgte: ”Har du lavet mad?” Et venskab kommer ud for lidt af hvert.

Gode venner

Gitte og Gitte kan ikke sætte et starttidspunkt på deres venskab. To ting er sikkert: Kaffen var der altid, og de er i hvert fald gode venner.

Men hvad er et godt venskab egentlig? Jonas Holst, PhD i filosofi og idehistorie, nuværende underviser i etik og æstetik på San Jorge Universidad i Zaragoza i Spanien, har i mange år beskæftiget sig med netop det spørgsmål. Han blev PhD på en afhandling i venskabets etik, og forklarer, at et venskab indebærer, at man har erfaret og oplevet noget over længere tid.

Der skal mere til end tid, gør han samtidig klart. Et bord for eksempel. Over bordet kan man opbygge de to værdier, som lægger fundamentet for ethvert venskab. Tillid og respekt. Det har man gjort i alle tider. Allerede i antikkens Grækenland var bordet det sted, hvor man lagde våbnene fra sig og i stedet talte sammen. På den måde viste man tillid og blottede sig en smule. Ved bordet er man generøs og giver noget til den anden uden at forlange noget igen.

”Det gode venskab kan det der med, at man får meget givet. Meget mere end man ville have kunnet give sig selv. Man viser omtanke og tænker på den anden,” siger Jonas Holst.

I et venskab kender man hinanden rigtig godt. Man har fortrolighed med og tillid til hinanden. Og den helt gode og nære ven eller veninder besidder også en anden egenskab. Empati. Det fortæller Lise Stampe Møller Jørgensen, der er psykolog ved Kræftens Bekæmpelse og specialist og supervisor i psykoterapi. ”Det at man i sig selv kan mærke, hvordan den anden har det. Den gode, nære ven kan selv mærke, hvor ked af det, den anden er.”

Men det helt gode venskab kommer først frem, når man har vist sider af sig selv i situationer, hvor man har været ude på dybt vand. Ved at tale om det og hjælpe hinanden med at komme ud af det, kan et venskab bliver dybere, forklarer Jonas Holst og siger så: ”Man kan måske endda opleve at blive sjælevenner.”

Så gik jeg til Gitte

Solen stråler stadig ind ad vinduerne i udestuen. Gitte Iversen har fået tårer i øjnene. Det er kemobehandlingens skyld, men det ved Gitte Hansen godt, for sådan plejer hun slet ikke at være. Så hun kigger bare lidt væk for ikke også selv at begynde.

Over bordet falder fortællingerne nu på dengang i oktober 2018, hvor Gitte Iversen fik konstateret tarmkræft. Mens hun beskriver forløbet, er det, at hun bliver rørt, så Gitte Hansen tager lidt vægt fra skuldrene og fortæller om sine egne følelser:

”Det var et chok for mig. Gitte har altid stået for mig som sådan en, der bare kunne alting. Gitte var jo min klippe. Jeg var så ked af det. Jeg kan faktisk huske, at Gitte trøstede mig på et tidspunkt, fordi jeg næsten var mere ked af det, end hun selv var. Jeg tænkte hele tiden på, hvis nu der skulle ske hende noget. Det var bare ikke rart, for hun er jo min støtte. Hun skal jo være stærk. Den, der passer på mig.”

Fem uger efter diagnosen er Gitte Iversen blevet opereret, og Gitte Hansen besøger hende på sygehuset. ”Vi omfavner hinanden og græder, indtil Gitte så siger, sådan som du nu plejer at sige, at så, nu er det vist godt.” Gitte kigger på sin veninde. I maven på vej hjem havde hun en tomhedsfornemmelse. ”Jeg kunne godt lige tænke mig, hvis jeg havde fået en seng, så jeg kunne sove lige ved siden af hende,” siger hun så. ”Det har vi da aldrig prøvet før, har vi?” lyder det fra den anden side af bordet, og der grines kærligt mellem tårerne.

I den tid var de meget sammen. Gitte Hansen kom hver gang, telefonen ringede. Hver gang. ”Det var så fint altså,” siger Gitte Iversen og fortsætter: ”Jeg gik til Gitte. Hun kender mig jo bare så godt. Der er jo altid nogle ting, man ikke snakker med sin mand, sine forældre og sine børn om. Selvom Gitte er tæt på, er hun alligevel den, der er udenfor. Man kan sige alt til hende.”

Fortællingerne i udestuen falder også på de gange, hvor det er Gitte Iversen, der har ageret klippe over for Gitte Hansen. Man fornemmer taknemmeligheden for sin veninde, mens Gitte Hansen fortæller historien. Tiden skal spoles et par måneder tilbage. Hendes mor er syg med kræft. Gitte har været ude og besøge hende på hospice, og som så mange andre gange før er hun først på vej hjem ved syv-tiden om aftenen. Moren har talt i vildelse om hjemmehjælpere med hunde og om 2. verdenskrig. Gitte er blevet skræmt. Hun har brug for at tale med nogen om det hele, for hun er så ked af det. Børnene derhjemme har svært ved at kapere det, så hun ringer til Gitte Iversen via systemet på vej hjem i bilen.

At komme styrket ud sammen

De nære venner er vigtige, for at kunne dele sine tanker og overvejelser, fortæller Lise Stampe og understreger, at de især er vigtige, når man bliver ramt af sygdom eller sorg.

“Det kan være rigtig godt at se sig spejlet i nogle andre, som siger, at det kan jeg godt forstå. Det kan gøre, at man ikke føler sig alene. En veninde, der bare er oprigtig og er der for en, og en som man ikke har praktiske gøremål over for, betyder, at man har mulighed for at vise, hvor ulykkelig man egentlig er. Det kan løfte noget af vægten fra skuldrene. Selvom det kan være svært for veninden at være i, og hun føler sin egen magtesløshed, så støtter hun enormt meget mentalt.”

Det at have en nær ven kan give ekstra luft eller være en hjælpende hånd. Først og fremmest kan det dog give en dybere adgang til sig selv, fortæller Jonas Holst og uddyber: ”Man kan stå i en situation, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre, og så ender det med, at man får et så godt råd fra veninden, at man tænker, at uden hende, kunne jeg ikke have gjort det der selv. På den måde lærer man også sig selv bedre at kende.”

Når livet gør ondt, kan venskabet komme ud styrket eller svækket på den anden side. Det afhænger af, hvad der sker mellem vennerne. ”I de situationer får man også ofte en bedre forståelse for, hvem der er ens nære venner. Det viser sig ofte, at nogle rykker tættere på, mens andre rykker længere væk,” fortæller Lise Stampe. ”Og hvis man har en oplevelse af, at ens ven tør være der med en i de svære situationer, er det styrkende for venskabet, for lige meget, hvad der udfordrer mig, så er min ven der.”

Venskaber, der bliver styrket, kan komme ud med flere ressourcer på den anden side, som de kan trække på fremadrettet. ”Der er en grundlæggende fortælling om, at når man klarer det sammen med et andet menneske, kommer man styrket ud af det sammen,” siger Jonas Holst og giver et eksempel fra boghylden. Ringenes Herre.

”Bilbo og Gandalf er ude på en rejse og kommer ud for lidt af hvert. Der er det jo så lidt heldigt, at Gandalf er troldmand og ofte klarer skærene, men Bilbo hjælper faktisk også Gandalf. De klarer altså situationer, hvor livet har været på spil sammen. Det styrker deres venskab, fordi de føler, at de kan mere sammen end hver for sig.”

En selvvalgt familie

Der bliver hældt endnu en kop kaffe op i et af krusene. Gitte Hansen fortæller videre om dengang, hun var på vej hjem i bilen fra sin mors hospice: ”Så siger Gitte i telefonen: ’Har du lavet aftensmad?’ Nej. ’Har du tænkt på, hvad I skal have?’ Gitte ved godt, at hvis jeg ikke laver mad, bliver der ikke stillet så meget på bordet. Nej, jeg tænker, jeg køber nogle burgere inde på McDonalds, svarer jeg. ’Nej, det kan I ikke få hver dag,’ siger Gitte så, for hun er altid så praktisk. ’Nå, men jeg har lavet hjemmelavet Pizza og salat,’ siger hun. ’Kom over og hent det.’”

”Så stod hun der i indkørslen og stak det ind ad bagagerummet, og gav lige en krammer ind ad vinduet.” Hun smiler. ”Det er bare sådan, Gitte hun er. Der tænkte jeg: ’Fedt at have sådan en veninde.’ Jeg behøvede ikke være i taknemmelighed eller gøre gengæld. Jeg skulle ikke komme med mad næste dag. Det betød uendeligt meget.”

Gitte Iversen forklarer: ”Selvom man føler, at der er et tomrum eller har svært ved at sætte sig ind i, hvordan det føles at miste sine forældre, så kan man føle, hvor ked af det den anden er. Og jeg kunne jo se det og prøvede at gøre det, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke tage sorgen væk. Men jeg kunne hjælpe så meget, som jeg kunne.”

For et halvt år siden blev den samme Gitte erklæret rask. Nu er hun tilbage på fuld tid. Gitte Hansens mor gik bort for to måneder siden. Hun vil gerne tale om hende på den der lidt spirituelle måde. Hendes børn synes, hun er lidt for mærkelig, når hun gør det derhjemme, men med Gitte er det noget andet. De tror begge på, at der er lidt mere mellem himmel og jord. De griner. Og så går snakken igen. De snakker, og de snakker. Der er ikke meget, de kan blive uenige om, ”men ved du hvad, Gitte? Jeg tænkte faktisk på en ting, vi var uenige om. Politik.” ”Ja, det er rigtigt. Der er vi ikke enige”. Men det er vist også det. Andet er de ikke uenige om. De snakker videre. Om de gange, hvor Gitte Hansen har smidt, hvad hun har haft i hænderne og kørt Gitte Iversens datter ned på arbejde i isen, fordi mor ikke lige var hjemme. Og de taler om alle de ting, de begge to godt kan lide. Varme, ferie, smarte drinks.

20 års venskab. ”Tænk engang, at vi har været venner i 20 år. Det er faktisk lang tid. Det er slet ikke til at forstå.” ”Og når man tænker tilbage på 20 år, så vil man helst tænke tilbage på alle glæderne, men vi har jo også været igennem mange sorger. Der synes jeg, at når man kan dele det med et andet menneske, så får man også et tættere bånd. Et stærkere bånd,” siger Gitte Hansen så med en alvor i stemmen. ” ”Vi er den familie, som vi selv har valgt,” siger Gitte Iversen.

Og så falder snakken tilbage på det, man ikke kan lade vær med at snakke om. Corona. Gitte Hansen kunne slet ikke forstille sig, hvis hun ikke skulle se Gitte i seks uger, og da de fik at vide, at man skulle forsøge at være så meget hjemme ved sin familie som muligt, og ikke ses med andre, ja: ”Så var det bare at vi kiggede på hinanden, og sagde, nu er det i hvert fald, at vi er familie.”