Af: Lasse Momme Jessen

Man kan høre grinene fra børnehaven på den anden side af hækken. Tæt ved den hvidkalkede kirke sidder en mand på knæbeskyttere og planter påskeliljer under et stort træ. Oppe fra den stråtækte sognegård kommer graver Finn Matzen tøffende med en trillebør fyldt med stedmoderblomster, der skal plantes ud. Han og kollegaen Torben er netop blevet færdige med at fjerne 2,4 tons gran, der har ligget og pyntet hele vinteren. Nu er det tid til forår og blomster.

Finn Matzen på 62 har været graver ved Hjortshøj kirke i 15 år. For 41 år siden blev han trukket fra Sønderborg til den lille landsby nordøst for Aarhus af en landmandsdatter, der i dag er hans kone.

Han stiller trillebøren fra sig og viser rundt på kirkegården, mens han peger stolt i alle retninger. Deroppe er der en slags gravsten, og dernede en anden. Han fortæller om, hvordan han elsker, når børnene kommer og får rundvisning på kirkegården. Han fortæller om stedmoderblomster, om at være udenfor og nyde naturen.

”Meget af det arbejde, vi laver, er det samme som det, folk laver hjemme i haven. Luge, klippe hæk, plante blomster,” fortæller Finn

Men Finn skal mere end det. Han skal lægge an til gravsteder, være med til bisættelser og begravelser, fylde hullerne med jord og snakke med de pårørende om deres sorg. Døden fylder i livet som graver.

At være graver i en landsby

Der bor 3669 mennesker i Hjortshøj. Det kan en graver mærke.

”Folk kan komme og ringe på, hvis deres pårørende er sovet ind. Det skal være nu, at de skal have et sted, hvor han eller hun skal jordfæstes. Men der er også fordele. Man behøver ikke at stå så tidligt op,” griner Finn.

Alligevel er den tætte kontakt til de pårørende også noget af det bedste ved at være graver i en lille landsby. Finn stiller sig til rådighed for de pårørende, så de kan læsse af hos ham. Han lytter og tager imod.

”Med tiden får man et familiært forhold til dem, og man kan begynde at lave lidt ’ping pong’. Jeg har da fået en tre-fire venner ud af det. Men nu har jeg jo også ry for at være et værre snakkehoved,” siger han med tyk, sønderjysk accent.

Det er tydeligt, at Finn holder af at snakke. I de år, hvor han spillede volleyball med andre mænd fra Hjortshøj, var det tredje halvleg, øl, Gammel Dansk og af og til bare en kop kaffe, der betød allermest. Volleyballklubben udviklede sig til et tæt fællesskab, og der kom mange nære venner ud af det. I dag er halvdelen af holdet blevet lagt i jorden. For tidligt.

”Når man er 90, har man levet sit liv. Når man er 50, har man stadig livet foran sig. Hvis man så kender vedkommende, man skal lægge i jorden, så er der endnu flere følelser involveret, og jeg begynder at tænke på livet, og på at jeg skal nå det hele. Især når det er en på min egen alder.”

Døden minder en om livet

Selvom Finn har lært at skille det professionelle fra det private, når han skal lægge folk i graven, bliver han alligevel rørt ved tanken om volleyballklubben. Hvis det bliver for meget for ham, læsser han af på de gode kollegaer eller konen derhjemme. Det vigtigste er altid at bevare det gode humør.

Så stopper han op foran et gravsted og hiver en selvopfunden talemåde ud af ærmet.

”Vi plejer at sige, at det koster en pakke cigaretter om måneden, så passer vi gravstedet,” griner han.

Finn ved godt, hvad der skal ske med ham selv den dag, han dør. Han har ikke noget problem med døden, og den husker ham på at leve lidt vildere.

”50 procent af det, vi snakker om på en almindelig dag, det er døden. Der skal graves ud og afstives. Måske skal der snakkes med de pårørende. Det generer mig ikke så meget – det med døden. Og efter jeg fik jobbet, er jeg blevet mere opmærksom på at få nogle oplevelser. Jeg er kommet ud at rejse lidt mere. Jeg har været på backpacking ‘Down Under’ og i Thailand, og det er ting, som jeg først rigtigt er begyndt at gøre, efter jeg blev graver.”

Til sidst gør han holdt bagerst på kirkegården. Her står de nyplantede kirsebærtræer, der til foråret skal blomstre over de ukendtes gravsted. Han lytter til børnene, der glider videre ned ad rutsjebanen. Alle steder på kirkegården summer legen i baggrunden, og stedmoderblomsterne er efterhånden ved at være plantet ud af kollegaen Torben. Nu står de og blafrer i forskellige farver. Finn smiler.

“Folk skal føle sig hjemme på en kirkegård. Det skal være et rart sted at være.”