Omsorgssvigt. Camilla har aldrig haft den familie, som hun har haft brug for. I stedet har hun stået alene i en verden fyldt med svære tanker, dårlig selvtillid og angst.

Lasse Momme Jessen

Jeg møder Camilla Greve Knudsen på 23 år første gang over en videoforbindelse. Hun sidder i en sweater på den anden side af et kamera. Da vi taler om hendes tidligste år, falder hun pludselig lidt sammen og lader hagen hvile i hånden, mens hun kigger væk med store, opslåede øjne. Sådan stirrer hun et øjeblik.

”Jeg vidste ikke, hvad der foregik dengang. Jeg var bare ked af det og undrede mig over, hvor hun var. Jeg blev ved med at spørge min mormor og morfar, hvornår hun kom, men det kunne de jo ikke svare på.”

Det er sommerferie i sjette klasse, da Camilla er på besøg hos sin mormor i Odense, og hun kommer hjem. Mor. Hun har travlt med at komme ind på et værelse, og Camilla ender foran en lukket dør. Pludselig siger mor ikke længere frustreret vent lige fra den anden side. Så hun træder ind. Finder sin mor liggende i sengen. Helt flad, som en, der har lagt sig til at putte. Ligger der bare. Påvirket af stoffer.

Der følte jeg mig virkelig elsket

Da Camilla er lille, kan hun ikke svømme, så hun sidder på skuldrene af sin morfar med store dykkerbriller. Så kan hun se korallerne, mens han svømmer rundt 150 meter fra 80’er gardinerne på Hostal Zurich i den catalanske kystby Sant Feliu de Guixols med en boulevard så grøn, at man ikke kan se vejen for bare træer.

Ved tanken om de mange minder med sin morfar, sidder hun med oplyste øjne og smil på læben på den anden side af kameraet.

”Der følte jeg mig virkelig elsket. For min morfar var jeg bare englen. Jeg var hans yndlingsbarnebarn.”

Han dør af kræft, da Camilla går i fjerde klasse. I ham og mormor har hun haft det forældrepar, som hendes egne forældre ikke kan være for hende. Mor er misbruger og er det stadig i dag. Far er fra det samme miljø og dør, da hun er syv år gammel. Derfor bor hun hos sine bedsteforældre indtil det år, hvor det hele pludselig tager fart.

Jeg har været meget ked af hos min moster

Det er 2001, og Camilla, mormor og morfar er igen på tur til Hostal Zurich, men noget er ikke som det plejer. De opholder sig kun indenfor. Lyset er altid slukket. Bedsteforældrene holder øje. De er på flugt fra kommunen, der vil tvangsfjerne Camilla. Forklaringen? De er for gamle til at tage sig af hende.

Et langt spil, en anholdelse af morfar, lange køreture, en retssag og en pige på fem år senere ender det med et kompromis. Kommunen får fjernet Camilla, men familien får lov at beholde hende hos dem. Hun skal bo hos sin moster i Aarhus.

Her får Camilla det svært. Hun føler sig helt alene med alt det, der rører sig indeni hende. Det er ikke så lidt. I skolen har hun det ikke godt. Hun trives ikke og føler ikke, at hun passer ind. Hun kan ikke forklare de andre børn, hvorfor hun bor hos sin moster. Hun føler sig som taberbarnet. Den man ikke gider være sammen med, fordi hun kommer fra et sted, som de andre ikke kommer fra. Hun tror, at de andre synes, at hun er mærkelig. De er efter hende. Hjemme hos moster kæmper hun med fætrene om opmærksomhed.

”Jeg var meget trist, sur og ensom som barn, og derfor snakkede jeg nogle gange grimt til de andre børn i skolen. Det fik min moster jo selvfølgelig at vide, og så fik jeg skæld ud. Jeg tror bare, at det, jeg havde allermest brug for, var, at nogen lagde mærke til mig.”

• 

• 

Mosteren gør det bedste, hun kan, men Camilla har brug for ekstra omsorg og opmærksomhed. Den tid har mosteren ikke. Mosterens mand skælder ud, hvis hun laver fejl i lektierne eller sover til middag. Hun føler sig ikke tryg. Måske det er derfor, hun ikke kan fortælle om sine følelser. I de store klasser ønsker hun bare, at hendes forældre er der. Hun er ked af det.

Camilla går på fem forskellige ungdomsuddannelser, inden hun gennemfører sin HHX som 21-årig. Tiden er fyldt med tvivl og dårlig selvtillid. Hun føler ikke, at hun passer ind nogen steder.

”Jeg havde ikke lyst til at prøve, for jeg følte ikke, at de kunne lide mig. Og det kunne godt være, at de faktisk kunne. Når man har haft en barndom som mig, så orker man bare ikke at kæmpe. Det er nemmere at sige fuck det.”

På videoforbindelsen tænker hun lidt over, hvad der er grunden til den dårlige selvtillid, og siger så:

”Jeg har ikke følt, at der har været nogen, som har troet på mig. Sådan en støtte havde jeg ikke. Jeg var bare helt alene med det.”

• 

Jeg har manglet nogen, der kun var der for mig

Juleaften, 2019. Det dufter af brændt flæskesteg i mosterens nybyggede hus i Vejle. Stemningen er anspændt. Bordet er fyldt med brune og hvide kartofler, med rødkål, med medister og mennesker med hver deres problemer. Camilla sidder for bordenden af den familie, som hun aldrig har følt sig tæt med, da hun bliver klemt i sin hals. Føler sig kvalt. Får det varmt. Feberagtigt. Sveder. Kan ikke trække vejret.

Det er ikke første gang Camilla får et angstanfald. Hun tror, hun har haft det i små doser som yngre. Første gang, hun for alvor mærker det, er, da hun stopper på frisøruddannelsen, og tilværelsen pludselig er uvis. I dag findes der stadig aftener, hvor hun kan ligge i sin seng og tænke, det hele er noget lort. Men det er kun en gang om måneden.

”Mange af de ting, jeg oplevede som lille, sidder stadig i mig i dag. Jeg har svært ved at stole på folk. Jeg er god til at hive mig selv ned og hurtig til at tvivle på mig selv. Når jeg drikker, er der nogle punkter, som vi ikke kan snakke om, for så bliver jeg bare hende, der sidder og græder til hele festen. Det kan være min opvækst. At jeg ikke har nogen forældre. At jeg kan føle mig helt alene i verden.”

Camilla er ikke sur på sin mor. Hun er snarere irriteret. Hun har talt om alt der her mange gange før. Bearbejdet det. Hun er blevet bedre til at håndtere sine følelser og har lavet en opmuntrende speech til sig selv, som hun bruger, når tankerne flyver i de forkerte retninger. Hun er anderledes, og det er godt. Hun er på vej videre.

Inden vi slukker for kameraerne, spørger jeg, hvad det bedste, der kunne være gjort for hende, er. Så svarer hun velovervejet.

”Kommunen havde jo valgt, at jeg skulle bo hos en anden familie. De havde fundet en til mig, hvor forældrene vist nok var skolelærere og ikke havde nogen børn. Det havde været bedst for mig. Jeg har manglet nogen, der kun var der for mig igennem mit liv. Hvis jeg havde haft det, tror jeg ikke, at jeg havde tvivlet lige så meget på mig selv.”